Måske er det bare mig; måske ikke. Mørket er overalt for tiden; indeni, udenpå. Jeg kan ikke rigtigt finde mig selv. Jeg tvivler over for meget; for meget unødvendigt. Jeg ser mørke overalt; i dig, mig og hende. Gid lyset ville indtræde; spræde lidt glæde.
Lyset slukkes alt for hurtigt i mørket; kvælt i forhast, tvivl, gråd og tåre. Slukket, glemt og gemt. Vinterens mørke og kulde indhylder os i sit slør. Gid foråret ville komme. Foråret med sin glæde, fornyet energi og ungdom. Vil du gå med mig? Sammen kan vi finde foråret; det er jeg sikker på.
onsdag den 4. februar 2009
mandag den 22. december 2008
Konstruktiv kedsomhed
Kedsomheden overfalder mig på lange kolde dage, hvor min eneste konstruktive aktivitet er at trille tommelfinger; hvis man da overhovedet kan kalde det konstruktivt. Det tror jeg faktisk ikke, man kan.
På en måde elsker jeg kedsomheden, for det betyder, at jeg ikke skal lave lektier eller andre møjsomme møjsommeligheder. I stedet kan jeg fordybe mig i kedsomheden, og her finder jeg inspirationen selv. Andre gange glemmer jeg helt at være glad, og i denne sindstilstand, er jeg på grænsen til selvdestruktion. Det er her, jeg panikslagen ringer til tætte og fremmede bekendte, for at få en spændende samtale i gang i stedet for kedsomheden. For i min lille og ydmyge hjerne, fortrænger fællesskabet alt ondt.
På en måde elsker jeg kedsomheden, for det betyder, at jeg ikke skal lave lektier eller andre møjsomme møjsommeligheder. I stedet kan jeg fordybe mig i kedsomheden, og her finder jeg inspirationen selv. Andre gange glemmer jeg helt at være glad, og i denne sindstilstand, er jeg på grænsen til selvdestruktion. Det er her, jeg panikslagen ringer til tætte og fremmede bekendte, for at få en spændende samtale i gang i stedet for kedsomheden. For i min lille og ydmyge hjerne, fortrænger fællesskabet alt ondt.
torsdag den 4. december 2008
Sjælerensning
Som en tyv i natten stjæler du mine ellers så rationelle tanker. Du fjerner mig fra virkelighedens realiteter og tvinger mig med ind i min egen ukontrollerede verden; min underbevidsthed. Jeg befinder mig godt her. Jeg forstår ting, jeg ikke før forstod. Jeg trænger ind i min egen sjæls dybeste afkroge; steder, hvor jeg aldrig i en tilstand af levende, har været. Jeg føler mig næsten syndig. Den samme følelse, som at læse i en anden persons dagbog. Dette er blot min egen.
Når jeg vågner igen, er jeg tåget og kan intet huske. Dog har jeg en følelse af at være afklaret. Med hvad ved jeg ikke, men er det i virkeligheden ikke også lige meget? Det tror jeg, det er.
Når jeg vågner igen, er jeg tåget og kan intet huske. Dog har jeg en følelse af at være afklaret. Med hvad ved jeg ikke, men er det i virkeligheden ikke også lige meget? Det tror jeg, det er.
Tidens travlhed
Tiden er for tiden for kort. Jeg har ingen tid, eller så har jeg tid, men ikke tid nok. Alt bliver gjort halvt, intet helt. Tiden har alt for travlt. Jeg mangler tid! Hr., kan De hjælpe mig? Giv mig tid, så jeg ikke behøver vente på tiden, som jeg ved, ikke kan lide mig? Det virker en smule spild. Altså spild tid.
Tiden går. Jeg har lige nu spildt tre minutter. På at tænke på tid. Tid, tid, tid. Jeg får aldrig disse tre minutter tilbage, med mindre, De kan spole tiden tilbage? Kan De give mig et tidsløst øjeblik? Har De tid?
Tiden går. Jeg har lige nu spildt tre minutter. På at tænke på tid. Tid, tid, tid. Jeg får aldrig disse tre minutter tilbage, med mindre, De kan spole tiden tilbage? Kan De give mig et tidsløst øjeblik? Har De tid?
Répondante til haabefuld bekendt
Kaere P.
Foerst vil jeg takke for Deres brev. De kan slet ikke forestille Dem, hvilken glaede De har givet mig. Dernaest vil jeg lige goere Dem opmaerksom på, at jeg ikke er doed, hvis de da ikke allerede havde gaettet det ved modtagelse af denne depeche.
Jeg forstaar Deres bekymring – specielt efter vor sidste konversation. Jeg erkender; jeg har ikke altid været lige optimistisk omkring det at leve. Og jeg vil medgive, at jeg stadig ikke er naaet over den taerskel, hvor livet vil mig det godt. Men jeg er i live, og det er vel egentligt det vigtigste?
Jeg har det nogenlunde; thi jeg er ikke doed. Jeg ved, at De vil protestere over min manglende livsglaede. Med det vil jeg forsvare mig selv: Jeg har det udmaerket; ikke fantastisk, men udmaerket.
Det gør mig ondt at hoere om Deres sygdom – og også om den omtalte laege. Sådan noget er altid soergeligt. Jeg vil bestemt gerne hoere Deres historie omkring samme person, men maaske dette kan ordnes over en dejeuner? For mig har brevkonversationer ikke altid været den bedste maede at fortaelle sådanne nyheder på. Jeg beklager, hvis det i så fald var Deres henseende.
Jeg savner i samme grad vore samtaler; thi det foeles som aartier siden vor sidste fandt sted. Maaske jeg kunne komme forbi og aflaegge besoeg hos Dem? Jeg kender stadig deres adresse, da De selv angiver, at De bor samme sted, som da vi sidst saas.
De kan telefonere mig, hvis De synes. Mit nummer står i telefonskriftet.
Med haab om snarligt gensyn,
Din ven,
N.
Foerst vil jeg takke for Deres brev. De kan slet ikke forestille Dem, hvilken glaede De har givet mig. Dernaest vil jeg lige goere Dem opmaerksom på, at jeg ikke er doed, hvis de da ikke allerede havde gaettet det ved modtagelse af denne depeche.
Jeg forstaar Deres bekymring – specielt efter vor sidste konversation. Jeg erkender; jeg har ikke altid været lige optimistisk omkring det at leve. Og jeg vil medgive, at jeg stadig ikke er naaet over den taerskel, hvor livet vil mig det godt. Men jeg er i live, og det er vel egentligt det vigtigste?
Jeg har det nogenlunde; thi jeg er ikke doed. Jeg ved, at De vil protestere over min manglende livsglaede. Med det vil jeg forsvare mig selv: Jeg har det udmaerket; ikke fantastisk, men udmaerket.
Det gør mig ondt at hoere om Deres sygdom – og også om den omtalte laege. Sådan noget er altid soergeligt. Jeg vil bestemt gerne hoere Deres historie omkring samme person, men maaske dette kan ordnes over en dejeuner? For mig har brevkonversationer ikke altid været den bedste maede at fortaelle sådanne nyheder på. Jeg beklager, hvis det i så fald var Deres henseende.
Jeg savner i samme grad vore samtaler; thi det foeles som aartier siden vor sidste fandt sted. Maaske jeg kunne komme forbi og aflaegge besoeg hos Dem? Jeg kender stadig deres adresse, da De selv angiver, at De bor samme sted, som da vi sidst saas.
De kan telefonere mig, hvis De synes. Mit nummer står i telefonskriftet.
Med haab om snarligt gensyn,
Din ven,
N.
mandag den 1. december 2008
En stille eksistens' håb om gensyn
Kæreste N.
Det er længe siden, jeg sidst så Dem; hvordan går det egentlig? Jeg håber ikke, De er død eller har lidt skade i mellemtiden, men ellers må de bare se bort fra dette brev. Det vil De under disse omstændigheder gøre med den største naturlighed, thi det er ikke fysisk muligt for Dem at åbne det eller sågar se det, hvis De i al fald ikke længere befinder Dem ovenjorde mere. Men jeg vil nu alligevel håbe, at mit brev når frem til Dem. I så fald må De love mig at se bort fra ovenstående indledning. De skulle nødig tro, at jeg går rundt med sådanne tanker.
Men i hvert fald: Jeg befinder mig lige nu her, hvor jeg altid har befundet mig. Mit helbred er som altid; De ved, jeg lider af kronisk træthedssyndrom, men som min læge siger, så er det ganske naturligt i min alder. Eller det sagde han, for han lever ikke mere. Se, det er en tragisk historie, jeg vil fortælle Dem om. Det må dog blive en anden dag, hvis de da ønsker at høre den historie. Jeg skulle jo nødigt kede Dem.
Jeg håber, De er ved godt mod, og at jeg snart vil se Dem her. Her er så dejligt, og jeg savner vore lange samtaler under bøgetræet.
Med håb om, at De er ved godt mod,
Din hengivne,
P.
Inspireret af Mathias Andersen og Tom Nørgaard.
Det er længe siden, jeg sidst så Dem; hvordan går det egentlig? Jeg håber ikke, De er død eller har lidt skade i mellemtiden, men ellers må de bare se bort fra dette brev. Det vil De under disse omstændigheder gøre med den største naturlighed, thi det er ikke fysisk muligt for Dem at åbne det eller sågar se det, hvis De i al fald ikke længere befinder Dem ovenjorde mere. Men jeg vil nu alligevel håbe, at mit brev når frem til Dem. I så fald må De love mig at se bort fra ovenstående indledning. De skulle nødig tro, at jeg går rundt med sådanne tanker.
Men i hvert fald: Jeg befinder mig lige nu her, hvor jeg altid har befundet mig. Mit helbred er som altid; De ved, jeg lider af kronisk træthedssyndrom, men som min læge siger, så er det ganske naturligt i min alder. Eller det sagde han, for han lever ikke mere. Se, det er en tragisk historie, jeg vil fortælle Dem om. Det må dog blive en anden dag, hvis de da ønsker at høre den historie. Jeg skulle jo nødigt kede Dem.
Jeg håber, De er ved godt mod, og at jeg snart vil se Dem her. Her er så dejligt, og jeg savner vore lange samtaler under bøgetræet.
Med håb om, at De er ved godt mod,
Din hengivne,
P.
Inspireret af Mathias Andersen og Tom Nørgaard.
søndag den 30. november 2008
Manglende håb
Når du engang er væk, vil jeg græde. Når du engang er væk, vil jeg tænke på alt det, jeg ikke fik sagt. Jeg er bange. Egentlig for alting, men nok mest for, at du aldrig skal finde ud af, hvor meget jeg holder af dig; dit smil, din godhed og din evindelige omsorg. Jeg erkender; vi skændes tit. Men mellem fornærmelserne og de højtråbende profetier, holder jeg af dig, og jeg ved, det er gengældt.
Da jeg var mindre, holdt du om mig og fortalte, at tingene nok skulle gå. Jeg betvivlede dig ikke en eneste gang. Du har givet mig mine styrker og mine svagheder. Du har været mit holdepunkt, når jeg var ved at falde. Jeg skylder dig én.
Jeg er flov over min egen inkompetence og manglende mod. Hvis du vidste, hvor mange gange jeg har bandet over min manglende retorik, ville du forhåbentlige tilgive mig med det samme. Jeg holder af dig, thi det er det eneste kendsgerning, der findes. Jeg er bange for, at jeg aldrig får fortalt dig, hvad jeg føler, før det er for sent. Måske er det egentlig min største frygt.
Da jeg var mindre, holdt du om mig og fortalte, at tingene nok skulle gå. Jeg betvivlede dig ikke en eneste gang. Du har givet mig mine styrker og mine svagheder. Du har været mit holdepunkt, når jeg var ved at falde. Jeg skylder dig én.
Jeg er flov over min egen inkompetence og manglende mod. Hvis du vidste, hvor mange gange jeg har bandet over min manglende retorik, ville du forhåbentlige tilgive mig med det samme. Jeg holder af dig, thi det er det eneste kendsgerning, der findes. Jeg er bange for, at jeg aldrig får fortalt dig, hvad jeg føler, før det er for sent. Måske er det egentlig min største frygt.
Abonner på:
Opslag (Atom)